Til mine venner

Den danske sprog er en svær én
By Hans Kristian Ravnholt


Vi starter med LÅS, der i flertal er LÅSE,
Men flertal af GÅS er GÆS-ikke GÅSE.
Vi taler om FOD- er der flere, siger vi FØDDER,
Men skønt vi siger FLOD, vi aldrig siger FLØDDER, men FLODER.
Er der EN, hedder det DEN, er der to siger vi DISSE.
Hvorfor fa'en hedder PEN i flertal så ikke PISSE? (piadinha ruim essa,né,hehe)
At flertal af MAND er MÆND- ikke MÆNDER,
er svært at forstå, når en TAND bliver til TÆNDER.
Og skønt flertal af AND som bekendt hedder ÆNDER,
Så høre man aldrig, at SPAND bliver til SPÆNDER.
En anden mærkværdighed her til lands,
i tredje person det er, HAN, HAM og HANS.
Er det så sund logik-ja, derom spø'r jeg kuns
At man ikke om damer siger HUN, HUM og HUNS?
At SYNGE i datid på dansk er SANG,
men GYNGER perfektum er ikke GANG.
Og hvem kan fostå, hvorfor SPRINGE er SPRANGE,
når BRINGE i datid ikke er BRANG?
Korrekt hedder datid af BRINGE jo BRAGTE,
hvor er så logikken, når mand siger BAGTE,
på basis af infinitiv AT BAGE?
Et andet eksempel: Det hedder at TAGE.
Det bøjes i datid ved, at man siger TOG.
...Skulle BAGE så ikke give BOG?
Når BRINGE er BRAGTE, skulle BAGTE være BINGE,
men så måtte RAKTE være datid af RINGE,
dog RAGTE det findes på dansk faktisk ikke,
derfor må vi hellere la' spørgsmålet LIGGE.


Så er det da klart at udlændinge har svært ved at lære dansk.